Pebernødder

Jeg elsker de billige købepebernødder med har aldrig været særlig vild med hjemmelavede pebernødder. Alligevel fik jeg lyst til at se om jeg ikke kunne lave nogle pebernødder der smager dejligt krydret og er helt sprøde udenpå. Efter lidt forsøg endte jeg ud med en rigtig lækker omgang pebernødder! Lige tilpas krydrede og dejlig sprøde udenpå. Jeg tror de i fremtiden bliver en sikker del af julebagningen herhjemme da de er helt perfekte til at have de små med i køkkenet. På kun 1 time står man med 120 pebernødder så det er et lille hyggeligt juleprojekt alle kan være med til.

Ønsker man dem mere eller mindre krydrede kan man justere op og ned for krydderrierne. Det vil også være lækkert at komme lidt ekstra julekrydderier i så som nelliker, revet appelsinskal eller allehånde. Det er kun fantasien der sætter grænser. Her får i min opskrift på pebernødder

Ingredienser til ca. 120 stk

  • 100 g smør – stuetemperatur
  • 100 g sukker
  • 1/2 dl fløde
  • en lille knivspids friskkvernet peber
  • 1 tsk stødt kardemomme
  • 1 tsk kanel
  • 1 tsk stødt ingefær
  • 2 tsk bagepulver
  • 225g hvedemel

Fremgangsmåde

  • Kom smør og sukker i en skål og pisk det sammen et par minutter
  • Tilsæt fløden og pisk til det bliver en samlet masse
  • I en anden skål blandes alle de tørre ingredienser
  • Kom de tørre ingredienser ned til de våde ingredienser
  • Hæld det hele ud på køkkenbordet og ælt det med hænderne til en ensartet dej
  • Del dejel i 6 og rul hver klump ud til en lang pølse
  • Skær 20 pebernødder af hver så der bliver 120 i alt
  • Tril dem til kugler og sæt dem på en bageplade. Lav lidt mellemrum imellem så de ikke bager sammen. Jeg havde ca 30 på hver plade
  • Bag pebernødderne ved 200 grader normal ovn i 8-9 min. Hold øje med dem undervejs. De skal være let gyldne når de tages ud
  • Tag dem ud af ovnen og lad dem køle af på en rist. De bliver først helt sprøde når de er kølet af, så det er vigtigt at de ikke pakkes i æsker før de er helt kolde og sprøde

Udover pebernødder har jeg i sidste weekend bagt sprøde jødekager med mandelflager og kanelsukker, helt klart mine julefavoritter favoritter. Nogle andre, lidt oversete, julesmåkager jeg elsker er svenske chokoladebrød. Hvis du bager nogle af småkagerne så tag mig endelig med #bysachse så jeg kan følge med i alle jeres lækre kreationer.

God fornøjelse og god jul 🙂

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *